Hilsen fra bestyrelsen

Kære alle.

Et af de emner der fylder meget i bestyrelsen lige nu er, hvordan vi får skabt et missionshus, hvor vi kan skabe, opbygge og fastholde en levende og vedrørende tro. Det er jo dejligt, at vi har et missionshus hvor der er mange aktiviteter og tilbud, så vi kan tilgodese så mange som muligt.
Som vores visionsaften i september viste, så er det også vigtigt at rammerne om vores møder og aktiviteter bliver gode, så vi får skabt en atmosfære hvor vi kan dele både liv, tro og ånd med hinanden. Vi håber derfor alle vil være med til at vi får realiseret visionerne, så vi kan få et levende missionshus.

Et af de områder som vi fra bestyrelsen har en særlig nød for, er vores teenage- og ungdomsarbejde. Vi har gennem de seneste år haft en stor udskiftning i vores unge, og vi er desuden ramt af nogle små generationer. Det betyder, at vi desværre ikke har så mange unge, ligesom vi heller ikke har så mange teenagere. Vi håber derfor, at I alle vil bede om, at vi må finde nogle gode tilbud og aktiviteter til de unge, ligesom vi håber at de unge må blive fastholdt i troen. Med denne hilsen vil vi gerne sige jer alle tak for jeres engagement i vores hus. Hvad enten det er som leder i klubberne, som deltager til møderne, som hjælper med at bage kage eller noget helt andet. Det er dejligt at mærke, at der er så mange der brænder for vores hus.

Guds fred.
Jonas Lindhardsen